Smart House Solution Danmark

Søg på blog

Smart House UWP

FLEXCABLING

Basis Pakker

Ældre Smart House

Information

Derfor får du stød hele tiden - og sådan undgår du det.

Kan du ikke tage i et dørhåndtag uden at få stød for tiden? Så har vi løsningen til dig.

statisk elektricitet Smart House

Hvis man går rundt og føler sig elektrisk i disse dage, så er det ikke uden grund. Det er blevet sæson for at få stød, og det er vanvittigt irriterende og ubehageligt for mange.

Støddene varierer meget i styrke,men kan være på helt op til 4.000 volt, hvilket er over 17 gange så meget som der kommer ud af en stikkontakt.

Årsagen til fænomenet er den kolde luft udenfor, som gør luften indenfor tør.

»Når luften er tør, har man nemmere ved at lade sig selv op til at få statisk elektricitet«, siger elektriker Martin Kogsgaard Jensen til metroxpress.

»Det kan også være noget med tøjet, fordi man pakker sig mere ind og lagene gnider sig mod hinanden og kroppen. Fleece er en rigtig satan!«, lyder hans vurdering.

Når man så kommer i kontakt med et dørhåndtag, en anden person eller sågar en vandstråle, får man et smæld.

Heldigvis findes der måder at undgå de irriterende stød på, og her er elektrikeren ikke i tvivl om, hvad der er mest effektivt:

»Brug godt med bodylotion«.

Tørre fingre og hænder er nemlig langt mere i risikozonen for at få stød end fugtige er.

Man kan også tage forholdsregler som ikke at slæbe fødderne henover gulvtæpper, gå i tøj af bomuld og holde temperaturen indenfor under 22 grader.

10 gode råd

- om at undgå statisk elektricitet eller mindske generne

Det kan du selv gøre:

1. Læg et stykke antistatisk stof over din kontorstol og en måtte eller et stykke antistatisk gulvtæppe under dit skrivebord.

2. Brug tøj af bomuld og uld frem for syntetiske stoffer.

3. Prøv med forskellige sko og løft fødderne, når du går.

4. Brug fugtighedscreme, hvis du har tør hud.

5. Rør dørhåndtaget eller andre stødgivende genstande med håndroden eller armen, som er mindre følsomme for stød end fingrene.

6. Man kan også aflade med en fingerring, en nøgle eller noget andet metal, inden man tager fat med hænderne.

7. Skyl dit tøj i skyllemiddel. Det har en antistatisk virkning. Det indeholder dog også stoffer, der belaster miljøet, så det bør være en af de sidste muligheder.

Fælles tiltag på arbejdspladsen:

8. Henvend dig til din arbejdsgiver eller sikkerhedsorganisation, hvis du har regelmæssig problemer med statisk elektricitet. Tag evt. problemet op i arbejdspladsvurderingen (APV).

9. Hvis der er mere end 22 grader, kan I med fordel skrue ned for temperaturen. Det øger luftfugtigheden og mindsker risikoen for statisk elektricitet.

10. Statiske materialer kan behandles med et antistatisk middel eller skyllemiddel. Det kan dog indeholde andre uønskede stoffer, så hold øje med indholdet og eventuelle bivirkninger.